[av_one_full first min_height=” vertical_alignment=” space=” custom_margin=” margin=’0px’ padding=’0px’ border=” border_color=” radius=’0px’ background_color=” src=” background_position=’top left’ background_repeat=’no-repeat’ animation=” mobile_display=”]
[av_textblock size=” font_color=” color=”]

Skovfogedhuset i Træden Skov

af Jesper Sandgaard (2015)
[/av_textblock]
[/av_one_full]

[av_slideshow size=’extra_large’ animation=’slide’ autoplay=’false’ interval=’5′ control_layout=’av-control-default’]
[av_slide id=’2775′][/av_slide]
[/av_slideshow]

[av_one_full first min_height=” vertical_alignment=” space=” custom_margin=” margin=’0px’ padding=’0px’ border=” border_color=” radius=’0px’ background_color=” src=” background_position=’top left’ background_repeat=’no-repeat’ animation=” mobile_display=”]
[av_textblock size=” font_color=” color=”]
Gudenåen slynger sig gennem store områder af Midtjylland og hvor Søhøjlandet begynder løber den gennem, efter danske forhold, dybe dale. Her rejser Træden Skov sig fra dalbunden til toppen 80 meter højere. Den gennemskæres på tværs af dybe dale med skarpe åse mellem. Et fantastisk terræn. Mellem skoven og det gamle åløb ligger skovfogedhuset, trygt i en skovkrog i læ for vestenvinden. Omkring huset finder man store mængder flint – pilespidser, skrabere og en gang i mellem en økse. Så de første jægere har set stedets kvalitet. Rundt om i landet ligger disse små og store naturperler, som har fået lov til at bevare sin oprindelige natur. Nogle fordi det har været ussel udørk, som ikke var værd at dyrke. Andre fordi historien bare har flasket sig rigtig. Træden Skov mellem Horsens og Silkeborg er et af disse områder sammen med den tilstødende Gudenådal. Egnen har været uændret indtil ca. 1900 lidt før og lidt efter. Her blev jernbanen bygget og dæmninger til vandkraft skabte Vestbirksøerne. Både min kone og jeg har gennem mange år boet i området. Siden 2005 i den gamle skovfogedbolig under Træden Skov. Alle kender vist vendingen ”hvis huse kunne tale”. Jeg tror mere det handler om ”hvis vi kan lytte og se, taler et hus til os”. Så dette er fortællingen om dette smukke sted. Meget har huset fortalt og meget har vi søgt i de gamle arkiver. Historien kommer mere til at handle om huset end om de enkelte ejere. Dette er en ganske anden historie.

Så langt tilbage vi har kunnet finde har der været skov her. De dybe slugter i skoven har ikke tilladt agerbrug. Dette har samlet sig på de høje og lerede bakketoppe heromkring. Træden by, Gammelstrup og Tønning. Det flade stykke mellem skoven og åen har været en form for overdrev, sandjord som gav et magert udbytte.

I midten af 1100-tallet blev Voer Kloster anlagt ved Gudenåens indløb i Mossø (klik). Store områder blev tillagt klosteret. Specielt områderne langs Gudenåen havde betydning. Et antal møller langs åen hørte under klosteret, så det var vigtigt at sikre vandforsyningen. Klosteret blev nedlagt efter Reformationen, og jordbesiddelserne blev en del af kongens vildtbane, bestyret af lensmanden på Skanderborg slot (klik). Mange af landsbyerne her opstod på denne tid. Skovene var på grund af jagten beskyttet, så de forblev samlede og ikke tillagt fæstegårdene.

I 1717 oprettedes Skanderborg Rytterdistrikt. Vildtbanens areal blev fordelt på flere fæstegårde og bønderne fik nogle græsningsrettigheder i skovene, men ikke andel i dem. Så mange af skovene heromkring overlevede som selvstændige matrikler. Rytterdistriktet bestod i 50 år, så var tiden løbet fra denne måde at organisere militæret. I 1767 blev jorden bortauktioneret. Den blev delt i 12 hovedgårde med tilhørende fæster. Dette hjørne af ryttergodset blev til Nedenskov, Vilholt hovedgård og Våbensholm hovedgård. De blev købt af Thyge de Thygeson på Mattrup Gods (klik). Nu var han imidlertid medlem af den kommission som stod for salget, så købet blev foretaget gennem stråmænd. Det blev nu strenge tider for områdets fæstebønder, som gik fra at være kongsbønder til almindelige fæstere. Mattrup blev drevet hårdt, skoven her var nedslidt, så den havde ringe interesse for Træden bønderne. Mattrup var ingen succes og i 1836 gik godset konkurs. De to hovedgårde købtes af Etatsråd og Overkrigskommissær Holst af Horsens By. Han samlede dem under godset Rodvigsballe (klik). Holst var meget interesseret i jagt og holdt derfor skoven samlet. Som en sjov historie kan nævnes at da bønderne i Træden omkring 1840 får mulighed for at købe deres fæster fri, bliver de tilbudt en pris på 900 rigsdaler med skov. Nu er folk i Træden af en sindig natur, selv den dag i dag, så de finder prisen for høj. Holst var en dygtig forretningsmand, så han lader sig ikke rokke. Året efter har man tænkt færdig i Træden, så nu vil man godt handle. Nu er prisen imidlertid 1000 rigsdaler uden skov.

Skoven har således overlevet samlet med matr.nr 23a af Træden By. Det er en anden historie for sletten mellem skoven og åen. Den har bestået af to dele, Søndre og Nordre Tved. Søndre Tved blev tidligt til en ejendom som samtidig var skovfogedbolig. Nordre Tved var delt mellem mange gårde i Træden. Længst mod nord havde Baunegård, med matrikel nr. 4a, en stor parcel. Den bestod mest af græsningsmarker, nogle få skovhoveder ned mod åen, en holm i åen samt birkeskoven, som var fælles tørveskær for ejerlavet. Om Baunegård (klik) kan der fortælles mange historier. Her vil jeg begrænse mig til det som får betydning for huset her. Indtil 1842 er Baunegård (klik) beboet af to søskende. Rasmus og Ane Marie. I 1842 dør Rasmus og Ane Marie arver gården. Kort tid efter ægter hun Jens Sørensen. Jens er en driftig og klog mand, nogle ville måske endda sige snu. De driver gården indtil 1859 hvor de mageskifter med Træden Højgård (klik), som tidligere er udstykket fra Baunegård. Højgård er en meget bedre gård, som ligger midt på sin jord. Så Jens må udrede 800 rigsdaler i kontanter for at få enderne til at nå sammen. Pengene skaffede han ved at sælge sandlodden nedenfor Træden skov. Ligeledes sælger han et skovhoved fra til Etatsråd Holst, som derved får en bedre sammenhæng i sin skov.

Sandlodden får nu egen matrikel, nr. 4d. Køberen er Anders Madsen, som kommer hertil fra nabosognet Østbirk. Med ham er hustru Inger Marie og en masse børn. De er indskrevet i sognet allerede i 1859, men skødet på ejendommen er fra slutningen af 1860. Dengang lavede man et skøde når man havde tid. Skødet omtaler da også parcellen bebygget af køber. Anders betaler 700 rigsdaler, som sammen med 100 rigsdaler for skovhovedet udgør Jens Sørensens betaling for Træden Højgård (Klik). Når man tager i betragtning at en hel gård kostede 1000 rigsdaler 20 år før, er der ingen tvivl om at Anders fik lov at betale dyrt for ejendommen. I forbindelse med handelen oprettedes også en lejekontrakt. Jens lejer et stort skovhoved ned mod åen for en periode på 50 år. I den tid har han ret til alt træ på stykket. Stykkets størrelse sammenholdt med en samlet leje på 25 rigsdaler for hele perioden, antyder at der vist var mere i den aftale end som så. Huset her er sat af genbrugstømmer, så min teori er at Jens har leveret dette. Betalingen for dette har således kunne undgå at tiltrække sig for megen opmærksomhed (hvis I forstår hvad jeg mener).

Anders Madsens har været en driftig mand. Ikke alene har han skaffet penge til stedet, huset blev også bygget godt. I hjemmet var der foruden egne børn også plads til et plejebarn. Ingen tvivl om at han var gået i gang med en stor opgave. Han købt vel dyrt, og jorden var også ringe. Det har knebet med at få det til at løbe rundt. Vi kan se, at der sælges jord fra af flere omgange. I starten undrede vi os over, at der var udstykket både en matrikel 4g og en 4f i løbet af 1860’erne. Samtidig havde vi problemer med folketællingerne. Her er det på plads at fortælle lidt om disse.

Det er lidt af en kunst at manøvrere i de første folketællingslister. Der var ingen gadenavne eller husnumre. Kun i et enkelt år registrerede man matrikelnumre. Man er nødt til at arbejde med mange lister. Herved kan man begynde at finde en orden i dem. Der begynder at tegne sig nogle holdepunkter. Nogle navne og hverv går igen, ligeledes er der nogle gange henvisning til en større ejendom. Sammenholdt med et grundigt lokalkendskab kan man begynde at følge de ruter som tællerne har gået. I vores tilfælde kunne der være tale om to mulige ruter, som yderligere blev taget i modsatte retninger. På listerne fra midt 1860’erne kunne vi bare ikke få det til at gå op. Der var for mange navne. Godt nok virkede Anders og Inger Marie til at have hjertet på det rette sted, men det var lige godt voldsom. Dette voldte os stort besvær, indtil vi faldt over en bemærkning fra en gammel trædenborger. Han kunne svagt huske fra sin barndom, at der vist havde ligget et hus nedenfor vores hus, men alle spor var for længst borte. Nu begyndte oplysningerne at falde på plads. Vi var heldige at finde skøder på handlerne vedr. 4f og 4g. Her passede navnene med folketællingerne. I 1862 sælger Anders Madsen et lille stykke jord (4f) til en mormonfamilie fra Østbirk. I 1866 sælges et noget større stykke (4g). Mormonfamilien udvandrer omkring 1870 til Utah, herefter bebos huset af mange forskellige familier med mystiske sammensætninger. Huset nedrives omkring 1926. I dag er det eneste spor en noget umotiveret gruppe af vintergrønt på skråningen. Man kan jo godt dvæle lidt ved at man dengang kunne sælge et stykke jord 100 meter fra Gudenåen og uden videre opføre et hus.

Nogle oplysninger kan man finde i arkiver og nogle må man gætte sig til. Nu siger min kone Jytte ofte til mig:” Du har da godt nok en livlig fantasi”, mens hun kigger mildt og undrende på mig. Jeg er overbevist om at hun mener det positivt, så jeg vil ikke undlade at bruge den her. I 1868 mageskifter Anders Madsen sin gård med en større ejendom i Ring sogn. Jeg forestiller mig at Anders har opgivet stedet her. Det har været svært at få tingene til at nå sammen. Gården i Ring er noget større og med en væsentlig bedre jord, så familien har haft bedre muligheder der. Han må ud over denne ejendom erlægge 500 rigsdaler. Det er mange penge, og vi har undret os over hvordan han kunne skaffe denne sum. Gården i Ring var sat til 1100 rigsdaler, muligvis har han kunnet belåne den. I hvert fald har ejendommen her mistet værdi. Et simpelt regnestykke giver en værdi for ejendommen her på 600 rigsdaler. De jordlodder som er solgt til mormonerne, har haft ringe jordbrugsmæssig værdi, så Anders Madsen har sat lidt penge til her.

Fra Ring kommer Knud Nielsen med hustru Maren. Marens halvvoksne børn bor her i korte perioder, hvor de ikke er i plads. Maren var 54 år og Knud var 31. Det var dengang meget normalt at man giftede sig til en gård med en ældre enke. Det har måske nok været lidt svært for den nye husbond, men det har sikkert blevet opvejet af at hustruen ikke holdt så længe. Det gav mulighed for en ny ung kvinde i huset og det var jo ikke så ringe endda. Knud og Maren blev her kun i 5 år. Så blæste der nye vinde over egnen.

I løbet af 1860’erne er der vokset et nyt center op. I 1852 har en ung driftig ingeniør startet en fabrik ved Gudenåen, lige nedstrøms for vores hus. Fischer har studeret tekstilproduktion rundt i Europa. I starten går det meget trægt. Han har regnet med at kunne tiltrække væversvende fra det nordlige Tyskland, krigene med tysken forhindrer imidlertid dette. Først et par år efter 1864 begynder svende at komme til egnen. Så går det stærkt, Fischer får opbygget en blomstrende forretning. Han har en ide om at sprede sig til flere emner, så han laver et teglværk og begynder at opbygge et landbrug. Han mangler et skovbrug, og i 1873 køber han Træden Skov af Holst på Rodvigsballe. Samtidig køber han alle de gårde som ligger omkring skoven. Så både vores hus (4d) samt det lille skovhus (4f+g) bliver handlet ved samme lejlighed. Knud Nielsen har sandsynligvis erkendt, at det var svært at leve af jorden her og har set en mulighed for at komme herfra på en god måde.

Ved siden af trikotagefabrikken opbygger Fischer en betydelig avlsgård, hvorfra jorden her dyrkes. Vores hus ændrer derfor status og bliver til Skovfogedbolig, og som sådan fungerer den de næste 75 år. Her har været mange skovfogeder. De har typisk været her 10 år. I et tilfælde er stillingen gået i arv, og den gamle Skovfoged Therkildsen er kommet på aftægt og har boet her til sine dages ende. Han og hans kone er de eneste som er døde her.

Trikotagefabrikken går godt og i 1888 trækker Fischer sig tilbage til et velfortjent otium i en Hellerupvilla. Han sælger til Konsul Secher, hvis familie driver virksomhed frem, til en brand ødelægger fabrikken i 1920. Herefter sælges fabriksgrunden med opstemningsretten til det nystartede elselskab VOH. Træden Skov og skovfogedhuset har Godsejer Schou til Palsgård ved Juelsminde købt allerede i 1916. Han var stærkt interesseret i natur og ønskede et sted, hvor han kunne underholde sine mange gæster med lystfiskeri. I 1920 køber han Nedenskovgård, en af de gamle hovedgårde fra Skanderborg Slot. Datteren Gertrud gifter sig samme år med Ingeniør O.E. Andersen. Til det nygifte par opføres en ny hovedbygning og stedet skifter navn til Vissinggård. Træden Skov drives sammen med denne gård, men først ved Godsejer Schous død i 1926 arver Gertrud skoven. Vissinggård er i Andersen-familiens eje indtil 1980, hvor Eva Seidenfaden og Bent Nyboe Andersen overtager den. Skoven drives nu sammen med Salten Langsø Skovdistrikt, og der er ikke længere basis for at opretholde en skovfoged her. I folkemunde hedder det stadig Skovfogedhuset, men det udlejes på normal vis. Således også i 2005, hvorefter Jytte og jeg er her som indsiddere.
[/av_textblock]
[/av_one_full]

[av_slideshow size=’extra_large’ animation=’slide’ autoplay=’false’ interval=’5′ control_layout=’av-control-default’]
[av_slide id=’2820′][/av_slide]

[/av_slideshow]

[av_textblock size=” font_color=” color=”]
Overfor: Grundplan fra 1860:

1. Soveværelse
2. Spisestue
3. Pæn stue
4. Kammer
5. Køkken
6. Grisestald
7. Kostald
8. Lo
9. Hestestald
10. Lude

Huset er i dag over 150 år gammelt. Heraf har det i 130 år fungeret som tjeneste- og lejebolig. Da vi flyttede ind, bar huset præg af at dette. Et bindingsværkshus er egentlig ikke specielt krævende, det fordrer bare at man ved hvordan det skal vedligeholdes. Skiftende lejere har ikke haft den store interesse for at sætte sig ind i dette. Så uden at pege fingre, vil jeg blot beskrive husets stand, da vi kom her.

Bindingsværk og mure var af meget varierende kvalitet. Det meste stående tømmer var ok, men bundremme var over en kant rådnet væk. Der var derfor opmuret ny sokkel i mursten, som havde suget fugt op til stolpeender, som derfor var mørnet 10-15 cm op. De gamle syldsten dukkede senere op indstøbt i et staldgulv. Under nogle af væggene var sylden intakt, så her var der en bundrem om end af symbolsk betydning. På grund af dette var mange af de underste tavl ved at falde ud. Stråtaget var i 1997 skiftet med et eternittag, hvorved valmede gavle og den gamle lude var forsvundet. Vinduerne blev udskiftet i 1978 med thermovinduer med deraf følgende brede sprosser. Fordøren sank halvt i knæ. Godset havde faktisk overvejet at vælte huset. Som en lille krølle på historien er jeg tidligere blevet tilbudt at leje huset, det havde bare ikke passet for mig. Julen 2004 fik jeg buddet igen, og denne gang havde jeg en klar fornemmelse af at det var sidste gang det skete, så jeg skyndte mig at slå til. Godset var heldigvis indstillet på at give huset en ny chance, og med hjælp herfra har vi bragt huset i stand.

Når man arbejder med et gammelt hus, vil man hele tiden støde på spor af tidligere tiders anvendelse. Jeg vil i det efterfølgende fortælle noget om, hvad huset har fortalt mig. Det sydvestlige hjørne af huset var sat i meget simpelt tømmer, helt ned til 3” og meget kroget. Jeg tror derfor, at der på Baunegårds tid har været et mindre markhus her. Der har været et godt stykke fra gården og herned. Det har været tre fag langt og to fag bredt. Ud fra dette har Anders Madsen bygget sin gård med genbrugstømmer. Det er cirka 6”, 150-160 mm, det er jo håndlavet, og af god kvalitet. Husbredden er 6,20 m. Typisk ville en mindre gård være sat af 5” tømmer og med en husbredde på 5,8-5,9 m. Det virker derfor oplagt at tømmeret kommer fra en stor gård. Stuehuset til Baunegård i Træden står endnu. Udhusene var imidlertid brændt sammen med nabogården i 1832. De blev genopført som grundmurede. Det er derfor sandsynligt at tømmeret stammer fra stuehuset til den nuværende Træden Søgård. Den har ligget tæt på Baunegård, og er flyttet til sin nuværende placering ca. 1858-59. Det nye stuehus blev bygget med grundmur. Der har nok ikke været helt tømmer nok, da nogle af fagene her kun har en underdok. Tavlene har været udmuret med soltørrede lersten. I 2005 fandtes endnu tre af disse tavl i ydermuren, ligesom gavlen med luden mod nord stadig er sat med lersten. Da jeg skulle pudse denne, brugte jeg nogle af de gamle sten. Disse blev findelt og rørt op igen med vand og brugt som lerpuds. Det er da genbrug.
[/av_textblock]

[av_slideshow size=’extra_large’ animation=’slide’ autoplay=’false’ interval=’5′ control_layout=’av-control-default’]
[av_slide id=’2778′][/av_slide]
[/av_slideshow]

[av_textblock size=” font_color=” color=”]
Beboelsen var oprindelig på 6 fag i den sydøstlige længe. Resten var grisestald, kostald, lo og hestestald. Luden er bygget på et senere tidspunkt og brugt til opstaldning af kalve. På gamle kort kan vi se at der mod nord var en ladebygning. Af den har vi kun fundet enkelte sokkelsten. Vest for loen var der en hestegang og der var stadig en åbning i væggen, hvor remtrækket var ført ind i loen. Gulvbelægningen har været pigsten. I kostalden er der senere lavet cementgulv. Dette er sket samtidig med at sokkelen er sat om i mursten. Syldstenene er væltet ind i rummet som fyld. Det var derfor et stort arbejde at brække dette gulv op. Der er tale om ret store sten, som i dag har genfundet deres plads i sylden.

De 6 fag beboelse har været indrettet som et typisk bondehjem. Mod nord lå køkkenet med adgang ud til stalden, hvor latrinet befandt sig. Der har været komfur forbundet til en skorsten i husets midte. Skorstenen er ændret flere gange. Der var således på de tre af siderne tre lag mursten. Ligeledes er piben fra loftshøjde muret om. I takt med at opvarmningskilderne blev ændret, har det været nødvendigt at formindske lysningen i skorstenen.

Forgangen har været central. Her var vejen fra køkken til spisestue. Det har ikke været muligt at se om der også var adgang til det nordøstlige kammer. Der er spor af et dørhul mellem nordøstlige kammer og soveværelset. Det har sikkert været den eneste adgang til kammeret. En dør ud til den kolde forgang vil man ofte undgå. I væggen mellem spisestue og soveværelse er der spor efter riste ved gulv og loft. Gennem disse riste har varmen bevæget sig. Spisestuen har ligget midt i huset mod syd. Et røgrørshul i skorstenen viser at der har været en brændeovn. Huset er ikke gammelt nok til at have haft en bilægger og der er heller ikke spor efter en sådan. Det sidste rum mod syd har været pæn stue. Der har også været en brændeovn. Rummet har været to fag bredt, så der har kun været en synlig loftsbjælke. Denne har været pyntet med en stafliste og en hulkelsliste på begge sider, som det eneste sted i huset. Selve loftet var beklædt med kraftigt karduspapir holdt fast af lister i krydsmønster. Det var malet med en glansfuld oliemaling i en lys grøn farve. Senere er loftet blevet beklædt med en blød fiberplade, uha hvor har det varmet.

De indvendige vægge var som ydervæggene muret af ubrændte lersten. De findes stadig i den langsgående midtermur. Alle senere ændringer er lavet med almindelige mursten. De oprindelige døre er bevaret. Der er to typer. De ældste er med 4 vandrette fyldninger og med klinkefald. De kan godt være kommet fra den nedtagne gård i Træden. Der er to yngre døre som passer bedre med 1860. De er med to fyldninger og med låsekasse.

Huset har haft denne indretning indtil 1960, hvor det blev moderniseret. Kammeret blev sløjfet. Det yderste fag blev indrettet til badeværelse. Det sidste fag blev lagt til forgangen. Herved blev der plads til en trappe til et nyindrettet pigeværelse på 1. sal. Der blev hertil lavet et kvistvindue i den valmede gavl.

Grisestalden blev inddraget til et værelse og et bryggers. Der blev i forbindelse med bryggers sat en ny skorsten til oliefyret, som så rykkede ud af køkkenet. Fra bryggers var der udgang til loen.
[/av_textblock]

[av_slideshow size=’extra_large’ animation=’slide’ autoplay=’false’ interval=’5′ control_layout=’av-control-default’]
[av_slide id=’2779′][/av_slide]
[/av_slideshow]

[av_slideshow size=’extra_large’ animation=’slide’ autoplay=’false’ interval=’5′ control_layout=’av-control-default’]
[av_slide id=’2780′][/av_slide]
[/av_slideshow]

[av_textblock size=” font_color=” color=”]
Gennem de sidste 9 år har vi arbejdet os rundt om huset. Denne artikel har haft som sit hovedmål at fortælle husets historie, men jeg vil da ikke undlade med disse to billeder at vise (prale) hvordan huset i dag tager sig ud. Gennem tiden har skoven fået lov til komme alt for tæt på huset. Det har hjulpet meget at få skovbrynet rykket 30 meter væk. Blade fra skoven samt smulder fra stråtaget har gennem tiden hævet terrænet til over bundrem.

Folk på egnen har fulgt meget med i vor gøren her. Jeg er ofte blevet spurgt ” Skal I ikke snart have stråtag på?” Jeg har været tækkemand, så kunder har som regel spurgt om vi havde strå derhjemme. I begge tilfælde har jeg ikke kunnet nære mig for at sige,” Nej, vi har et dejligt eternittag, det ved man ligegodt hvad er”. Så blev der stille.
[/av_textblock]

[av_slideshow size=’extra_large’ animation=’slide’ autoplay=’false’ interval=’5′ control_layout=’av-control-default’]
[av_slide id=’2781′][/av_slide]
[/av_slideshow]

[av_textblock size=” font_color=” color=”]
Denne artikel er trykt i Årsskrift for Brædstrupegnens Hjemstavnsforening, 2015, og på dette sted venligst stillet til rådighed af forfatteren.

[/av_textblock]