Månedsarkiv: oktober 2025

Vælgermøde d. 6. november kl. 19.00.

På Tønning-Træden Friskole og børnehave bakker vi op om demokratiet og den lokale samtale. Vi inviterer derfor sammen med Lokalrådet til offentligt vælgermøde på skolen den 6. november kl. 19.00.

Stort set alle opstillede partier har takket ja til at deltage, så der er lagt i kakkelovnen til en særdeles spændende samtale med lokale emner, skolepolitik og ikke mindst de spørgsmål, du måtte have til politikerne.

Der bliver rigeligt tid til åben debat omkring kaffebordene.

Kom og gør din stemme gældende!

KAREN JEPPE-En musikalsk fortælling i Tønning Kirke 29. okt. kl. 19

For godt hundrede år siden begik den tyrkiske stat folkemord mod armenierne. I denne grusomme historie er et dansk lyspunkt. Østjyden, Karen Jeppe hjalp mange armeniere med at redde livet, og hun huskes i Armenien den dag i dag.

Helle og Amalie Asmild, der er mor og datter og øvede musikanter, vil denne aften fortælle os om Karen Jeppe, folkemordet på armenierne og armensk kultur. Det vil de gøre med ord men også med musikalske indslag.