Mandag d. 23. 10 var vores lokale varmegruppe, repræsenteret ved Jochen Meyer og Henning Kjempenes, inviteret til møde på Horsens kommunes klimasekretariat sammen med en konsulent fra det rådgivende ingeniørfirma Rambøll.
Mødet er kommet i stand efter, at mange lokale husstande i sommers har tilkendegivet, at de er interesseret i at høre om, hvilke planer Horsens kommune har for lokal fælles varmeforsyning i vores lokalområde:Tønning, Træden , Gammelstrup og Troelstrup.
Allerede fra starten vidste vi fra den kommunale varmeplan, at kommunen havde set bort fra Gammelstrup og Troelstrup som værende med i en fælles varmeløsning, idet der er for få husstande i disse to landsbyer.
Mødet d. 23. 10. koncentrerede sig om den plan, Rambøll har lagt for i løbet af de næste 6 uger at kunne nå frem med en rapport, der i et klart og læseligt sprog kan forklare os, som ikke er uddannet ingeniører el lign, hvad det vil betyde for os lokalt, hvis vi ønsker at gå med i en fælles varmeløsning.
DET BETYDER, AT VI I TØNNING OG TRÆDEN D. 4. DECEMBER BØR HAVE EN KALKULERET PLAN FOR, HVOR DYRT DET OMTRENT VIL BLIVE AT GÅ MED I EN FÆLLES LOKAL VARMELØSNING.
Varmegruppen vil hurtigst muligt, efter at rapporten er færdiggjort, indbyde alle lokale til et møde for at orientere om, hvilken form for fælles opvarmning der foreslås, og hvilken økonomi der vil være i dette forslag.
På vegne af varmegruppen og lokalrådet / Jochen og Henning