Stinne har i dag d. 15. marts spurgt om jeg vil fortælle lidt om mit ophold i Nordnorge fra 2. februar til 6. april. Det vil jeg gerne og jeg vil skynde mig at skrive, for netop i disse dage stormer det her, hvor jeg er, så fiskerbådene ligger sikket ved kaj i havnen og jeg har ikke lange arbejdsdage ( mere om det senere) og derfor tid til at skrive.

Jeg vil dog starte et helt andet sted og dog…
Orlov og fiskeri
Som en del sikkert ved, så holder jeg i dette skoleår et års selvbetalt orlov, hvor Lissy er min “sponsor”. Der kan være mange grunde til at holde orlov. En af mine grunde har været en over 20 år gammel, stående invitation, fra min tidligere svoger, Arne (min søster og han er skilt) om at komme til den lille øgruppe, Røst, helt vest i Lofoten og være med i livet der i lofotfiskesæsonen. Arne er ejer af et firma, der opkøber og forarbejder fisk for senere at eksportere det meste -nu som tørfisk og saltfisk. Lofotfiskesæsonen begynder stille og roligt i starten af februar  og så accelererer i løbet af februar og marts for så at klinge af midt i april. Noget af min orlov skulle udleves i Nordnorge med oplevelsen af Lofotfiskeriet helt inde på -og i -kroppen ved at arbejde med i sæsonen.
Oplæring og mødes med polske supermænd
Mange fiskerbåde fra hele kystnorge samles i havnene i Lofoten for at gøre klar til at fiske efter skrei, som er  ishavstorsken, der i disse første måneder af året trækker ned til Lofotens kyster for at gyde.
Det er nu rigtigt gået op for mig, hvorfor det er godt, at jeg ikke har ventet med at tage herop til jeg gik på pension, så havde jeg ikke klaret jobbet med at håndtere de store torsk -måske skulle jeg have taget imod invitationen for 20 år siden, for den alder jeg havde for 20 år siden, passer bedre til de mænds alder, som jeg arbejder sammen med nu:) Jeg arbejder sammen med hærdebrede polakker og nordmænd. De er rene supermænd til at håndtere storfisken. De har dog uvist stor overbærenhed og været  meget tålmodige til at lære mig treknikker, så det ikke behøver at være ren rå muskelkraft det hele, og teknikkerne er så småt ved at være på plads, så kroppen ikke er så øm efter arbejdsdage, hvor vi har kappet hovedet af, renset og “sperret” (se forklaring senere, HK) 35 t fisk. Arbejdsdage, som godt kan være på over 12 timer, og der er ikke noget, der hedder hviledage i sæsonen.
Arbejdet med fiskene, der bliver til tørfisk og dyrefoder
Hvis vejret er godt, så drager fiskerne også ud om søndagene, og os der er på land, skal så være klar til at modtage fiskene, så snart de bliver losset. Vi køber det, der hedder “rund fisk” af fiskerne. Dvs. at fiskerne kun har skåret fisken i struben, så blodet kan løbe ud af den. På land kapper vi hovedet og fjerner indvolde. Lever og rogn sorteres hver for sig. Leveren går til trandamperiet her på  Røst, og rognen sukkersaltes i tønder og sælges til et stort firma der hedder “Mills”, der bl.a. laver torskerogn om til “kaviar” på tube. Resten af indvoldene og andre indre organer, bliver gjort til dyrefoder andre steder. De rensede torsk bliver så “sperret”. Det betyder, at man tager to torsk, som er lige store og sætter en løkke rundt om halerne på dem og så drejer man den ene torsk ca 3 gange rundt om den anden. Når man har gjort det med en hel del parrede fisk, så køres de ud til “hjellerne”, som er store træstativer, hvor de bliver hængt op til tørring et par måneder. Derefter tages de ind på tørreloftet for at tørre det sidste, inden de pakkes. Det store marked for disse fisk er Italien.
Torskehovederne bliver med kæmpenåle trådet på snor med mellen 10 og 20 hoveder(alt efter størrelse) på hver snor, disse køres også til tørring på hjeller. Her er markedet Nigeria.
Røst laver generelt god tørfisk (nogle steder også kaldet stokfisk, fordi de hænges til tørre på træstokke), fordi det blæser så meget her, og her er ingen høje fjelde eller skov til at skærme for vinden, som rigtigt kan få tilløb ude fra havet, ligegyldig hvilken retning, det blæser fra.
Saltede torsk og sej
De torsk, som vejer over 8 kg, når de er hovedkappede og renset, bliver ikke sperret, fordi de vil skulle hænge for længe for at tørre. Disse store torsk får fjernet rygbenet med håndkraft og så bliver de saltet i store kar og bliver til, ja, saltfisk.
Det samme sker med sejen, som er en slags bifangst. Sejen er ikke så stor, som de store torsk, så der har vi en maskine, som kan flække dem og tage rygbenet ud. Markedet for saltfisken er Portugal.
Bådene
I min aftale med Arne ligger egentlig ikke at jeg skal ud og fiske, men jeg arbejder på sagen, så jeg kan komme ud med en båd en dag og se hvordan det råstof, som hele befolkningsgrundlaget er afhængig af, det bliver bjerget op af havet og ind på land. Den historie kan jeg endnu ikke fortælle. Her er det tre forskellige fangstbådetyper, der leverer fisk. De kaldes hhv. juksabåde, linebåde og garnbåde. Juksabåde har en eller flere juskamaskine(r), der pilker torsk. For enden af linen er der et kraftigt lod og op ad linen sidder der 4 – 6 farvede kroge. Så er der linebådene, med lange liner, det lægges ud vandret nede i vandet i den dybde skipperen på ekkoloddet kan se fisken. På linerne er der bundet mange kroge og på hver krog, sidder der agn, fx en kogt reje. Linebådene sætter linerne en dag og trækker dem hjem den næste, hvis vejret er til det.  De sidste både er garnbåde, som sætter garn ud og så senere på dagen eller dagen efter, trækkes garnene ind. For de fleste af bådene gælder at de ikke er vældig store og arbejdet ombord kan klares af 1 – 2 mand. De kan laste fra 1t til ca. 8 t fisk.
Hverdagen og livet i fisk
Livet her oppe er egentlig meget ligetil: Sov, spis (godt, meget og sundt) og arbejd.
I løbet af godt to måneder tjener mange fiskere over halvdelen af deres årsløn. Det samme gælder ikke folkene på land, der håndterer fisken, men med overtidsbetaling og arbejde på lørdage og søndage i sæsonen, så går der da også flere penge ind på kontoen i disse godt og vel to måneder, end der normalt ville gøre. Og så har man heller ikke tid til at bruge pengene, når man arbejder så meget. Den lokale og meget velassorterede butik forlængede åbningstiden til kl 20, da fiskeriet rigtigt gik igang, men hvad hjælper det, når man arbejder til kl 22…Så af og til må vi bruge af vores pauser i arbejdstiden på at få handlet ind. En stor fordel er det dog at vi får serveret et varmt måltid middagsmad kl 13-13.30, og der er nok af den. Eneste ulempe for mig -og flere andre- jeg bliver søvnig en lille time senere efter sådan et stort varmt kalorieindtag på kort tid.
Da jeg startede her oppe gik arbejdsdagen fra kl 8 – 16 uden varm mad på jobbet. Nu møder vi stadig kl 8 og arbejder så til alle de leverede fisk er rensede og hele produktionsanlægget er spulet rent inden vi går hjem kl xx, for så at være klar næste dag kl. 8.
Der har været dage med så meget storm, at bådene ikke har kunnet gå ud. De føles som halve fridage, for så er vi gået hjem i dagslys kl 16.30 og kan nyde aftenen.
Indkvartering og bofælle
Jeg bor i en rorbu – et hus beregnet til fiskere og turister. Huset ligger så tæt på havnen, at jeg ville kunne tage et hovedspring ud af mit køkkenvindue og så havne i havnebassinnet. Det er meget flot  at sidde på køkkenet og kigge ud på havnen med alle bådene, mens solen er ved at stå op og jo, meget anderledes end hjemme i Træden.
Jeg deler lejlighed med Milos, fra Tjekkiet. Lejligheden er fin og her er det nødvendige: to værelser med seng bord og skab, er fælles toilet med brus, et fælles køkken-alrum med komfur, køleskab og mikroovn. Her er spisebord, sofagruppe og tv/radio. Køkkenet er fint udstyret med de redskaber og den service vi har brug for til at klare os. Milos er uddannet tjener og kan lide at lave mad, så det er ren luksus for mig, jeg kan næsten ikke komme til i køkkenet for ham. Opvasken kan jeg få lov til at tage, hvis jeg insisterer. Han har været på Røst i sæsonen de sidste 7 år og tale godt norsk, og også engelsk, så det går fint med kommunikationen. Han har givet mig mange gode små tips, om hvordan man kan organisere og klare en af og til presset hverdag, med lange arbejdsgage. Det er lidt sværere med kommunikationen med fire af de seks polakker på jobbet, selv om de også har været en del sæsoner her. Ikke alle er så gode til norsk eller engelsk og jeg har endnu ikke lært så meget polsk, at jeg kan klare en flydende samtale på polsk:) Tjekkisk og polsk minder noget om hinanden, så af og til er Milos tolk.

Fiskeri og høst har mange ligheder
De lokale nordmænd har “lovet” mig, at når nu stormen har lagt sig, så kommer der lange arbejdsdage, for så skal alle fiskerne ud igen. Her handler det om at stå på, når fisken kan fanges, og så må man tage det med ro og hvile ud, når vejret ikke er til fiskeri. Og som Marianne Troelsgaard mindede mig om i en mail: Det er jo ikke anderledes end bønderne har det hjemme i Danmark (og det gælder vel i hele verden, tænker jeg), når der skal bjerges hø, korn og anden afgrøde: Så må man smide, hvad man har i hænderne og fokusere 100% på at få bjerget høsten i hus så hurtigt og effektivt og godt som muligt.
Jeg har fået fat i en cykel, så jeg kan komme mig lidt omkring på nogle af de 365 øer og holme og skær, der er her. Jeg er lidt usikker på hvor mange km asfalteret vej her er, men mellen 10 og 20 km vil være mit gæt, og tættere på 10 end 20 km. Jeg møder ikke mange på cykel. Det er vist noget røstværingerne kun bruger om sommeren. Konen til ham jeg lånte cyklen af, mente i hvert fald ikke at hendes mand kom ud og cykle i den periode, jeg var på Røst.
I øvrigt er det begyndt at lugte af fisk nu, når man kører rundt på vejene. Alle disse ophængte torsk giver altså lugt fra sig i vinden. Heroppe lever de med lugten, for det er jo også lugten af penge og rigdom i samfundet.
Her midt i marts ved jeg at hjemme i Træden, blomstrer vintergækker, krokus og erantis. Her i nord er der kraftigt forårslys, når solen er igennem, fordi der også er så meget reflektion fra det omgivende storhav; MEN udsprungne forårsblomster udenfor kan man godt kigge i vejviseren efter her lige nu. Det er lykkedes mit at få lidt forår indendørs ved at tage pilegrene ind og efter godt en uge er der nu så småt ved at komme små lysegrønne “gæslinger” frem på grenene. Her er jeg lidt forårsmisundelig på jer hjemme i Danmark. Til gengæld overhaler jeg jer med antal minutter med lyse timer i døgnet her efter forårsjævndøgn d. 21. marts. Blot følger udendørstemperaturen ikke med opad i skalaen -desværre. Heroppe blæser der altid en kold eller kølig vind ind fra havet, selv på sommerdage med midnatssol finder vinden med den kølige undertone ude fra havet vej ind på land.
Solnedgang over Røst – Nordlyset er desværre svært at fange med kameraet på grund af de udfordrende lysforhold.
Nordlys og tanker om orlov
Jeg havde glædet mig til at skulle se nordlys for første gang i mit liv og jeg er ikke bleve skuffet. Flotte gule “slør(haler)” har jeg set bevæge sig hen over nattehimmelen. Fascinerende for mig, men som en lokal ældre fisker sagde: “Vi lægger jo ikke mærke til nordlysene mere. Vi er så vant til dem”.
En af ideerne bag min orlov har været i en kortere periode at gøre noget helt andet end at undervise, og livet heroppe minder ikke meget om friskolelærerjobbet hjemme på TTF, men det sætter ind imellem lærerjobbet lidt i perspektiv, og det finder jeg egentlig ganske godt lige at kunne “træde er skridt tilbage/ til siden -eller måske frem” og så se på sit job med andre øjne end dem man er vandt til, når lærerjobbet kører afsted på fuld tid. Det kan der siges meget mere om, men det bliver ikke i dette indlæg.
Jeg glæder mig også snart til at komme hjem til min familie, venner og bekendte -og forårsdanmark, hvor jeg selv kan bestemme mere over min arbejdstid, og hvor jeg også ved sådan nogenlunde, hvad jeg skal lave hvornår og i hvor lang tid.
Mange gode hilsener hjem til jer i det østjyske fra mig i Nordnorge, hvor det meste går i fisk -på den gode måde lige nu.
Henning
/SC